The Young Autism project

I 1960 – årene gav nyvindinger med baggrund i Læringspsykologi, grund til optimisme. En av pionererne var den norskamerikanske forskeren Ole Ivar Løvås – ved University of California Los Angeles (UCLA). Han publicerede i 1973 resultater som viste at mange barn forbedret sin funktion på flere områder av livet, som f. eks. sprog og selvstendiget, samtidig som de fik en reduktion av sit sinde. Gennem 1970 og 1980 årene ble en række forskningsresultater publiceret av flere ulige forskningsteam. Disse resultaterne fokuserede gerne på enkeltstående områder som tidlig sprogudvikling, vokal imitation, nævning av objekter, imitation av bevægelser og diskriminationsøvelser mellem farver, form, størrelse, pronomen, præpositioner, synonymer og antonymer.

Professor Løvås tog nytte av disse studierne, og satte dem sammen i et komplet program. Han gennemførte en langtidsstudie, som ble publiceret i 1987. Centrale elementer i dette studiet var:

A) Børnene fik mindst 40 timer 1:1 behandling ugentlig.

B) Behandlingen av børnene ble påbegyndt før børnene fyldte 4 år.

C) Alle vigtige personer i barnets liv blev lært op i at træne barnet.

D) Behandlingen foregik i alle vigtige miljøer for barnet og familien.

E) Alle sider ved barnets funktion, ble underlagt behandling.

F) Behandlingen bestod i metoder udviklet indenfor moderne adfærdsanalyse.

Resultaterne fra dette arbejdet medførte betydelig optimisme. 47 % av børnene som havde fået slik behandling opnåede normal, – alderstypisk, intellektuel funktion det året de kom i skolepligtig alder. De fulgte vanlig undervisning uden særlig ekstra opfølgning.

Men 10 % av børnene i denne gruppen havde minimalt udbytte av træningen. Det har vist sig at disse børnene også havde minimalt udbytte av andre metodiske tilnærmelser. Det synes med andre ord slik at uanset hvad man i dag gør, så synes en ikke å kunne hjælpe 10 % av børnene.

Videre må det understreges at når barn i en kontrolgruppe bare fik 10 timer intensiv behandling per uge, så var det ingen av dem som opnåede normal intellektuel funktion i undersøgelsesperioden. Det var fortsat hele 60 % av børnene i denne kontrolgruppen som havde minimal forbedring i sin funktion. I eftertid har det været nogen mindre bevægelser både i, – og mellem, grupperne, uden at dette på nogen måde har forstyrret hovedkonklusionen: “lidt” intensiv oplæring må ikke anbefales for barn med autisme, om en ønsker maksimal effekt.

Det behandlingsprogrammet som professor Løvås gennemførte var så omfattende, vanskelig, og specialiseret, at Løvås selv var skeptisk til om det kunne gentages av andre. Han skrev i sin videnskabelige artikel i 1987 :” It is unlikely that a therapist or investigator could replicate our treatment program for the experimental group without prior extensive theoretical and supervised practical experience in one – to -one behavioral treatment with developmentally diabled clients as described here and without demonstrated effectiveness in teaching complex behavioral repertoires as in imitative behavior and abstract language”.

Det vil si at professor Løvås anså det som usandsynlig at nogen kunne udføre denne typen intervention uden at man havde omfattende udannelse fra hans program, og at vedkommende havde demonstreret sine kundskaber gennem at etablere omfattende færdigheder hos flere børn på uligt niveau i programmet.

Professor Løvås arbejdet imidlertid aktivt for at træningen kunne spredes til flere steder end Los Angeles, og han tog initiativ til å starte såkaldte “Multisite replikasjons – studium”, det vil si systematiske opfølgningstiltag bygget på hans arbejder fra California.